
Venskabsturnering for hold
Venskabsturnering for hold handler om at mødes, spille og hygge sig med golf under venskabelige forhold på fremmede baner. Man forsøger selvfølgelig at spille sin bedste golf og vinde sine matcher, men samværet er mindst lige så vigtigt.
Turneringen er et holdspil bestående af 3 par, hvor alle uanset køn, alder, erfaring og handicap kan deltage. Hvert hold skal have en holdkaptajn, som står for kommunikation og sætter holdet til de enkelte matcher.
Turneringsformatet gør at det er sjovt og spændende for alle, uanset hvilket niveau man spiller på. Man skal dog være under handicap 52 på tilmeldingstidspunktet.
Turneringen afvikles enten lørdag eller søndag eftermiddag. Alle matcher spilles så vidt muligt på udebane for alle hold.
I hver kamp skal et hold stille med 6 spillere. Der spilles 3 greensome hulspilsmatcher med fuldt handicap i hver kamp.
Hvert par spiller 18 hullers hulspil mod et andet par, men i “triple-six” format. Dvs. de 18 huller er delt op i 3 del-matcher à 6 huller, hvor der spilles om 2 point til holdet i hver del-match. Så finder man først sit gode spil frem på de sidste huller, kan man stadig nå at score point til sit hold. Det giver masser af intensitet i matcherne og alle får spillet 18 huller.
