Velkommen til websitet:





Kontakt Skive Golfklub
Kontor: Tlf. 9752 4409 kontor@skivegolfklub.dk

Lev 5 år længere – spil golf! 

Læs mere herom under Begynderinformation eller på www.golf.dk/about.

Overskriften er konklusionen på en svensk undersøgelse af 300.000 svenske golfspillere, foretaget af Karolinska Instituttet i Stockholm. Udover at det er livsforlængende og sundt, er det tilmed sjovt. Du møder mange nye mennesker, og i Skive Golfklub gør vi særligt meget ud af det sociale – samværet med andre mennesker både før, under og efter en runde på golfbanen. Det, der måske gør spillet til noget ganske særligt, er, at en nybegynder faktisk kan gå en runde golf sammen med en professionel og vinde over vedkommende. Det skyldes det ganske unikke for golfsporten – nemlig handicap-systemet, men det vil du blive undervist i, hvis du skulle få lyst til at starte som begynder i Skive Golfklub.

Muligheder!

Golf kan dyrkes på mange plan. På ren motionsbasis, hvor du spiller lejlighedsvis med fx familie, venner eller med den nye kreds af venner, som du helt automatisk vil få mulighed for at opbygge. Det kan også dyrkes ved, at du måske får lyst til at deltage i en ”klub i klubben” – det kunne være seniorklubben, dameklubben, herreklubben, på klubhold osv, osv. Du kunne måske lidt senere få lyst til at prøve at spille andre baner i Danmark eller i udlandet, fx under ferierejser eller du kunne tage på en decideret golfferie. Mulighederne er mangfoldige, når først du har erhvervet retten til at måtte spille på en golfbane.

Hvad skal der til?

For at få lov til at køre bil skal man erhverve en licens - et kørekort. Nogen mener, at når man har erhvervet sit kørekort, skal man først til at lære at køre bil. Overført til golfspillet er der faktisk lidt om snakken. For at opnå tilladelse til at spille på egen hånd på en golfbane under Dansk Golfunion (DGU), som Skive Golfklub er medlem af, skal du erhverve en licens – kaldet et DGU-kort. Når du har erhvervet DGU-kortet, må du spille så meget, som du har tid, lyst og lejlighed til på golfbanen i Skive.
For at opnå DGU-kortet skal du, som begynder i Skive Golfklub, gennemføre et fast tilrettelagt uddannelsesforløb, der overordnet består af såvel en teoretisk som en praktisk del. Begge dele afsluttes med en lille prøve – den teoretiske del som gruppeopgave og den praktiske del ved at vise de opnåede, praktiske færdigheder ved udførelse af bestemte golfslag. Endelig skal du som minimum deltage i tre af klubbens begynderturneringer, hvor du sammen med øvede spillere prøver at spille på banen.
Den allervigtigste faktor for, at dit møde med golfsporten skal blive en succes, er dog dig selv! Skal man have et fornuftigt udbytte af dette dejlige spil, er det meget afgørende, at man bruger meget tid på træningen i de første par år, og jo mere man træner - jo »heldigere« bliver man som regel også! I Skive Golfklub står træningsfaciliteterne til fri disposition, når du har meldt dig som prøvemedlem.

Hvordan kommer du i gang?

Ønsker du at starte hurtigst muligt, kan du altid indmelde dig ved hjælp af Indmeldelsesblanket 2012 - PRØVEMEDLEM i Skive Golfklub, som du finder under Begynderinformation.

Åbent hus/Golfens dag 2012

Skulle du have lyst til at prøve spillet, inden du evt. indmelder dig, er du meget velkommen til at deltage i et af Skive Golfklubs ”Åbent Hus” arrangementer, der gennemføres:

Golfens dag: Søndag d. 15. april 2012.

Åbent hus: Lørdag d. 10. maj 2012.

Der annonceres herfor i dagspressen, og på forsiden af Skive Golfklubs hjemmeside samt i klubbens Kalender.

Kom godt i gang.

Det er ingen hemmelighed, at det er svært at lære alle golfsportens finurligheder. Der er golfregler, golfudtryk, etiketteregler o.l., Skive Golf Klub har gennem de seneste år stablet et korps af frivillige hjælpere på benene, hvis fornemste opgave er at hjælpe dig til, at du føler dig hjemme i Skive Golfklub, og medvirke til, at du får en fornuftig start på din »golfkarriere«. Du betaler jo for en vare, og vi vil gøre vores yderste for, at du oplever, at dine penge bliver givet godt ud.

Pris (For golfuddannelse, DGU-kort og spil i hele 2012)

Senior M/K (over 24 år) Kr. 2.800,-
Ung senior M/K (19-24 år) Kr. 2.300,-
Juniorer (7-18 år) Kr. 1.300,-


Du vil ved medlemskab af Skive GK for et beskedent, årligt beløb tillige kunne spille frit på golfbanerne i Hvalpsund, Aars, Morsø og Løgstør. Klubben har tillige en række greenfeeaftaler med andre naboklubber - se mere herom andet sted på klubbens hjemmeside.

Hvor kan jeg få yderligere oplysninger?

En mere udførlig og detaljeret beskrivelse af begynderuddannelsen m.m., finder du under
Begynderinformation, hvor der desuden er forskellige links til dansk Golfunions hjemmeside. Du er ligeledes velkommen til at besøge klubben, når som helst. Se evt. sekretariatets begrænsede åbningstider uden for sæsonen på forsiden af klubbens hjemmeside. Skulle du herudover have spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte klubbens sekretariat på tlf.nr. 97 52 44 09 eller på mail kontor@skivegolfklub.dk eller du kan kontakte undertegnede.

Vel mødt!

Jørn Nygaard
Begynderansvarlig
Tlf.: 97 54 25 30/61 72 15 30
Email : begynder@skivegolfklub.dk

Brugernavn
Password
Hjælp til login